Tommerupvej 4, 4700 Næstved
Jeg arbejder primært med fotos (med spejlrefleks eller et godt kamera på min mobiltelefon), hvor jeg særligt nyder at fotografere solopgange.
I november 2022 udstillede jeg for første gang en samling med ca. 21 fotos i Birkebjergkirkens kunstudstilling. Det var en udstilling udelukkende med fotos af solopgange og morgenrødens forskelligartede udtryk med fotos taget gennem 10 år fra 2013 og frem. I skrivende stund udstiller jeg nogle billeder i Skomagerrækken lægeklinik i centrum af Næstved.
Jeg har været vant til at dele mine fotos sammen med små citater, vers og andet på sociale medier, og derfor er der til mine fotos som regel også knyttet alt fra salmevers, over digte og litterære citater og aktuelle poptekster. Tekster og billeder der understreger hinandens fokus og stemning – og for mig indeholder motiverne mine længsler, sorger, glæder, tro, tvivl og livet som det er, der i mødet med skaberværket.
Mine fotos er gengivet på fotopapir i store og små størrelser og sædvanligvist indrammet i sorte rammer med passepartout.
Ud over fotos, så laver jeg bl.a. såkaldte bibelstreger (tegninger der tegnes direkte i en bibel i forbindelse med at man reflekterer over den aktuelle bibeltekst, hvor tegningen laves, og lidt andre forsøg med maling, decopage og lign. Det er som regel ikke det jeg udstiller, men man ved aldrig om det sniger sig ind til Åbent Atelier Næstved 2026.
Min uddannelses baggrund er multifacetteret. Begyndende med et svendebrev som typotekniker (typograf) og senere en kandidatgrad fra retorikstudiet på Københavns Universitet. I dag er jeg ansat som præst i Birkebjergkirken. Her medvirker jeg bl.a. med at arrangere kunstudstillinger i kirken for egnens kunstnere.