Bendslevvej 22, 4250 Fuglebjerg
Gennem fotografiet undersøger jeg forbindelsen mellem naturen og min eksistens som menneske. Forbindelsen rummer en dobbelthed, hvor jeg på samme tid er et med og løsrevet fra naturen. Havets uendelige cyklus, hvor bølgerne skyller op mod kysten for igen at trække sig tilbage, er tæt forbundet med vandet, der smelter fra isbræen i Norge. Grundfjeldets strukturer og farver er født af det samme materiale som strandens fine sand. En uendelig vekselvirkning, som skaber muligheden for, at vi kan eksistere på jorden side om side med andre levende væsner.
Fotografiet fastholder det jeg ser, men jeg ved ikke altid, hvad jeg egentlig ser. Mærker måske bare, at stedet vil mig noget; eller måske vil jeg noget med stedet.
De fleste af mine billeder kan ses som visninger af naturen, men i hvert billede er der altid også en anden intention. Det der fik mig til at vælge netop det sted på det tidspunkt. Min arbejdsproces er ofte langsom. Jeg vender tilbage til det samme sted flere gange, vandrer i området, bliver en del af det. Først derefter ved jeg, hvilke billeder jeg vil tage.
For at forstærke langsommeligheden, er jeg i år begyndt at arbejde med analogt fotografi. Processen fra billedet bliver taget, til det viser sig på papiret i mørkekammeret kalder på yderligere tålmodighed og ro i billedskabelsen. På Åbent Atelier vil jeg vise nogle af mine allerførste analoge billeder.