Mine skulpturer starter som en fornemmelse – en stemning eller en bevægelse, der endnu ikke har fundet sin form. Når mine hænder møder leret, opstår en stille samtale. Leret svarer igen. Det modstår, giver efter, leder mig i nye retninger. Som oftest ved jeg ikke, hvad jeg søger, før det begynder at vise sig i materialet. Skulpturen afslører langsomt sin egen karakter, som om den allerede eksisterer et sted mellem jord, erindring og fantasi. I processen er jeg tilstede uden at kontrollere. Timerne forsvinder ind i skulpturens fortælling. Jeg er optaget af det der opstår, når intuitionen får plads til at bevæge sig frit. Stentøjsleret bærer en særlig tyngde og ro. Det forbinder mig med noget jordbundet og oprindeligt. Gennem æltning, opbygning og forandring bliver materialet en forlængelse af mine erindringer og udvikler sig. Når skulpturen til sidst møder ilden, overgiver jeg den til en proces, jeg kun delvist kan styre. Glaseringens kemiske proces er en transformation hvor værket forankres og får sit endelige udtryk. Når ovnen åbnes, står skulpturen som et vidnesbyrd om rejsen – et aftryk af hænder, tid, intuition og materiale. For mig handler keramik ikke om at forme leret til noget bestemt, men om at være tilstede.