Maglemølle 83, 1., 4700 Næstved
Kunstner og Designer
Jeg er selvstændig kunstner og designer, og har tegnet og malet i mange år. Jeg bruger kunsten som et tilflugtssted, hvortil jeg synes at vende tilbage til igen og igen. Jeg udfolder ikke store teorier og metaforer i mine billeder, men bruger nærmere billedfladen som afløb for idéer, hvor fornemmelse for form og farve spiller en stor rolle. Jeg holder af de store armbevægelser som er muligt på det store lærred, men er samtidig draget af det sirlige og præcise arbejde i illustrationen, hvor gentagelse, dybdevirkning, metode og grafisk udtryk alle er parametre jeg forholder mig til.
Jeg har en forkærlighed for det figurative som delvist bliver opløst i et nonfigurativt udtryk. Et udtryk hvor det genkendelig forsvinder og bliver abstrakt, hvormed beskuers tanker bliver sendt på tankeflugt og opdagelse i billedrummet. Farver er en stor del af min praksis, en passion og en del af mit personlige univers.
Jeg maler ofte også på bestilling, hvor jeg forener eget udtryk med kunders ønsker til motiv.
Baggrund
Jeg er uddannet ved Kunstakademiets Designskole med en Cand Art (Design) fra 2020. Jeg har en bachelor i ´Tekstildesign´ og en kandidatgrad i `Møbel og Objekt`, hvor jeg som gennemgående tema har arbejdet med skulpturelt design. Herunder har jeg været meget optaget af materialer og overfladers haptiske kvaliteter og hvordan de påvirker vores sansesystem.

